Demo
19.01.2017: Vækst hos Bjørn Christiansen Landinspektører

Med et stigende antal opgaver i både Aarhus og Randers udvider Bjørn Christiansen Landinspektører nu med to nye medarbejdere.

Igennem de seneste måneder har der været et støt stigende antal opgaver i både Aarhus og Randers, og derfor ansætter Bjørn Christiansen Landinspektører nu to nye medarbejdere. Henrik Birch-Præst, som er landinspektør og den ene af de to ejere udtaler: ” Vi har lavet en målrettet indsats i Aarhus, og det er en af grundene til, at vi nu udvider med to nye medarbejdere og forventer en yderligere nettotilvækst i medarbejderstaben i år på to.”

Joachim Malling-Jensen ansat som kort- og landmålingstekniker

Joachim Malling-Jensen er ansat som kort- og landmålingstekniker. Han blev først tømreruddannet og derefter uddannet kort- og landmålingstekniker fra VIAUC i Horsens. Joachim har været i praktik hos Bjørn Christiansen Landinspektører i efteråret 2015 og er nu ansat til opmåling af situationensplaner, afsætning af veje og bygninger, udførelse af ledningsregistrering, tegning af bebyggelsesplaner og deltagelse i fastlæggelse af skel. Joachim kommer til at være i både Aarhus og Randers.

Betina Katholm ansat som tekniker og bogholder

Betina Katholm er ansat som både tekniker og bogholder. Hun skal varetage matrikulære sager, undersøge tinglyste servitutter samt stå for bogholderiet. Betina er erfaren fra tidligere jobs inden for bogholderi og økonomistyring og er nu i gang med en solid oplæring inden for det matrikulære område, tinglysning, CAD-arbejde mv. Betina er primært tilknyttet Randers kontoret.